Martin Jørgensen præsenteres i AGF i dag
AGF præsenterer ny spiller sidst på eftermiddagen. Alt tyder på, at det er landsholdsspilleren Martin Jørgensen, der er hentet til Århus.
Sportschef i AGF Brian Steen Nielsen bekræfter over for TV 2 | ØSTJYLLAND, at fodboldklubben præsenterer en ny spiller på et pressemøde sidst på eftermiddagen i Århus.
Pressemødet finder sted i forlængelse af de seneste dages voldsomme spekulationer om, hvorvidt landsholdsspilleren Martin Jørgensen vender tilbage til sin tidligere klub eller ej.
Brian Steen Nielsen ønsker dog hverken at be- eller afkræfte, hvorvidt det rent faktisk er Martin Jørgensen, der præsenteres på dagens pressemøde.
Alligevel er der næppe mange i Kongeriget Danmark, der tvivler på, at det er den 34-årige østjyde, der præsenteres.
Århus Stiftstidende har tidligere skrevet. at Martin Jørgensen er nået til enighed med AGF om en kontrakt frem til 2011. Det eneste, der manglede var en endelig godkendelse fra ledelsen i italienske Fiorentina. Denne godkendelse er tilsyneladende på plads nu.
Dermed vender den 34-årige dansker tilbage til klubben, han forlod i 1997 til fordel for en kontrakt med Udinese.
En medvirkende faktor til skiftet menes at være Martin Jørgensens ønske om mest mulig spilletid i kampen om en plads i Morten Olsens VM-trup i Sydafrika til sommer. På det seneste har han ofte varmet bænken i Fiorentina.
Se mere i mandagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.