Mange bud på royal gave
Flere randrusianere har afleveret deres bud på, hvad Randers skal give Frederik og Mary i bryllupsgave.
En håndfuld randrusianere har ikke været sene til at følge kommunens opfordring om at komme med ideer til, hvad byen skal give kronprins Frederik og Mary Donaldson i bryllupsgave.
I slutningen af sidste uge meddelte kommunen, at den vil tage borgerne med på råd, inden byrådet i april skal beslutte, hvad Randers skal sende til København den 14. maj.
Og flere randrusianere havde blot brug for en enkelt weekend, til at overveje, hvad gaven skal bestå af.
En randrusianer foreslår, at byen skal skænke Frederik og Mary et dyr, som skal være i Randers Regnskovs varetægt. Dyret - en såkaldt tasmansk djævel - kan, når parret besøger Randers, minde Mary Donaldson om hendes opvækst på den australske ø Tasmanien.
Derudover rummer forslagsbunken indtil videre også opfordringer til, at Randers skal skænke kronprinseparret en smedejernslåge, et par Randers-handsker eller et sæt af de frø- og hestefigurer, der de seneste år har været stillet op i de randrusianske gader.