Mand stukket med kniv

Slagsmål i Viby udviklede sig til forsøg på manddrab. Offerets tilstand er stadig kritisk.

Politiet efterlyser to mænd, som var involveret i slagsmålet, der fandt sted omkring klokken halv fire natten til mandag på adressen Skanderborgvej 212 i Viby.

De to mænd var tilsyneladende oppe at toppes med offeret, og det udviklede sig altså til, at en af dem trak en kniv og stak manden i ryggen. Derfor behandler politiet sagen som forsøg på manddrab.

Offeret blev bragt til hospitalet, og mandag eftermiddag var hans tilstand stadig kritisk, men dog stabil.

Ifølge politiet kender de to efterlyste mænd formentlig offeret. Mændene beskrives som danske, men udover det har politiet ikke mange spor i sagen. Derfor vil politiet gerne i kontakt med vidner til knivstikkeriet.

Østjyllands Politi har telefonnummer 8731 1448.