Mand påkørt af flugtbilist
Politiet mener, at det var med vilje, at en bilist i nat påkørte en 38-årig mand og kørte fra stedet uden at hjælpe ham.
5. feb 2004, kl. 09:31
Mere end 30 dage gammel
En 38-årig mand blev tidligt i morges ramt af en bil i det vestlige i Århus, og politiet mener, at bilisten med vilje kørte ind i manden.
Den 38-årige kom ved halv fem-tiden gående på Edwin Rahrs Vej i Brabrand, da en bil pludselig svingede ind over både cykelsti og fortorv og ramte ham. Den 38-årige brækkede venstre underben i forbindelse med påkørslen, og da Falck ankom, blev han straks kørt til behandling på sygehuset.
Århus Politi har en formodning om, at føreren af bilen med vilje ramte den 38-årige, for umiddelbart efter påkørslen forsvandt bilisten fra stedet uden at hjælpe manden.