Mærkevare-tyve anholdt
Politiet har anholdt tre mænd, som er sigtet for at stå bag tyverier af ekslusive mærkevarer.
PH-lamper, stole designet af Arne Jacobsen, dyre B & O anlæg og en masse andre ting fra indbrud begået i Sønderjylland, Østjylland og Fyn er blevet fundet af politifolk under en større aktion.
Tre mænd sigtes for omfattende hæleri og vil fredag blive begæret varetægtsfængslet, oplyser politiet i Århus.
- Vi har fundet et meget stort antal ting, og samlet er værdien nok mellem halvanden og to millioner kroner, siger kriminalkommissær Jørn Andersen i Århus Politi.
Anholdelserne foregik torsdag i fire jyske politikredse Silkeborg, Skanderborg, Århus og Esbjerg.
- Der er flere ting, der tyder på, at dette netværk har handlet med stjålne effekter, siger kriminalkommissæren.
De tre mænd, der stilles for en dommer, er henholdsvis 45, 30 og 25 år. De sigtes dels for groft hæleri, og dels for indbrud. Under ransagningerne fandt betjentene et par skydevåben, heriblandt en pistol. De mange stjålne sager ligger nu hos ordensmagten, som inviterer borgere, der har mistet værdifulde genstande ved indbrud, til at henvende sig.
Efterforskningen har stået på i et par måneder. /ritzau/
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i fredagens udsendelser.