Løsning kan findes i øst
Paramedicinsk Selskab kommer med indspark i debatten om Region Midtjyllands spareplaner
Dansk Paramedicinsk Selskab foreslår, at Region Midtjylland kigger mod øst, når det handler om at spare penge på akutlægebiler.
I et brev til regionens politikere skriver selskabet, at Region Midt kunne overveje samme løsning, som de har valgt i Region Sjælland.
- Vi er ikke høringsberettigede, men vi viser en alternativ løsning. I Region Midt bruger man i høj grad lægeressourcer, og vi foreslår, at man i højere grad benytter paramedicinerne, som vi gør i Region Sjælland, siger Morten Kelsen fra Paramedicinsk Selskab til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Der er et stort materiale, som dokumenterer, at det ikke har indflydelse på dødeligheden, at man bruger paramedicinerne i stedet for akutlægebilen, fortsætter han.
I dag er der 11 akutlægebiler i Region Midt, og skulle man omskrive Region Sjællands model til Midtjylland, kunne man ifølge Paramedicinsk Selskab reducere de lægebemandede enheder til to.
- Der bliver kørt ekstremt mange forgæves ture med lægebiler, og her kunne der nemt have været sendt en paramediciner i stedet for, siger han.
- Vi går jo ikke ud og siger, at man skal afskaffe lægerne, men i 98 procent af tilfældene kan en paramedicener løse opgaven, og så fungerer lægen som bagvagt i de mere specifikke tilfælde. Det handler ikke om enten eller, siger Morten Kelsen.
Han slår dog fast, at det ikke er en løsning, der bare kan indføres fra den ene dag til den anden. I Region Sjælland har det taget omkring tre år.