Lokalformand i HK er tvunget til at gå af
Viggo Thinggaard må forlade posten i HK Østjylland på grund af aldersregel
- Hvis jeg bare havde haft fødselsdag den 1. april næste år, så kunne jeg have fortsat to år mere.
Sådan fortæller Viggo Thinggaard, som snart er tvunget til at forlade sin post som formand for HK Østjylland.
Det er ikke, fordi han er træt af sit arbejde. Han ville egentlig gerne være blevet to år længere, men på grund af sin alder kan det ikke lade sig gøre.
En formand kan nemlig ikke genvælges, hvis han på tidspunktet for genvælgelsen er fyldt 62 år, siger Viggo Thinggaard, som har fødselsdag den 24. oktober, og nu er 62 år gammel:
- Det er selvfølgelig ærgerligt, når samfundet går den modsatte vej, når det kommer til ældre på arbejdsmarkedet. Der er fagbevægelsen lidt mere konservativ, siger han til tv2oj.dk.
Viggo Thingggard har været formand for HK Østjylland i snart 10 år og er løbende blevet valgt for en toårig periode ad gangen.
Til at starte med var han formand for HK Silkeborg, men blev efter en fusion fællesformand for hele Østjylland.
Efter generalforsamlingen i marts 2016, hvor formanden skal vælges, må Viggo Thinggaard altså træde ufrivilligt af. Han fortsætter dog som formand for LO Silkeborg og har også en række andre poster:
- Jeg har også planer om at gå ind i noget socialt arbejde. Og så har jeg jo min familie og børnebørn, jeg får mere tid til, siger Viggo Thinggaard.