Lokale helte hædret af Østjyllands Politi
Østjyllands Politi overrakte i går onsdag takkebreve og en lille belønning til østjyske mænd og kvinder, der har gjort en særlig indsats for at hjælpe andre og politiet
Der bliver skrevet en del om østjyske forbrydere og uheld, men indimellem skal der også skrives om de østjyske helte. De har nemlig afværget ulykker og konflikter og har hjulpet politiet i dets arbejde. Det skal fejres og belønnes. Derfor inviterede Østjyllands Politi udvalgte helte til hovedpolitistationen i Aarhus, hvor de blev hædret og modtog et lille kontantbeløb og takkebrev.
Politidirektør, Helle Kyndesen, og chefpolitiinspektør, Klaus Arboe Rasmussen, tog imod heltene på hovedpolitistationen med ordene:
- I har alle stået bag gode gerninger, der var ud over det sædvanlige, og som både har hjulpet borgere i nød og været en god hjælp for politiet. Tusind tak for jeres store indsats, sagde politidirektør, Helle Kyndesen.
Der blev uddelt dusører til:
Læs også
Alexander Thomsen, 30 år fra Viby
Alexander er taxachauffør og var ude at køre tidligt om morgenen d. 9. januar, da han på Ringgadebroen i Aarhus så en kvinde, der var i færd med at kravle op på gelænderet. Han stoppede bilen og gik ud for at snakke med hende. Hun havde tydeligvis tænkt sig at springe og ville ikke høre på Alexanders advarsler. Han gav dog ikke op og fik "sneget" sig ind på hende, og idet hun var ved at tage et yderligere skridt mod kanten, greb han fat i hende og holdt hende fast. Trods kvindens modstand lykkedes det ham at ringe til politiet. Herefter holdt han fast i kvinden, indtil politiet ankom. Det er politiets vurdering, at Alexander på den måde reddede kvindens liv.
Malene Halberg Lykke, 33 år fra Hinnerup og Dennis Løvstrøm 39 år fra Risskov
Malene og Dennis er ansat i Klubben, Toveshøj. I oktober 2015 dukkede en gruppe på omkring 20 unge mænd op ved Klubben bevæbnet med blandt andet baseballbat og knojern. De ville tæske en af de unge i Klubben på grund af nogle stridigheder. Malene, Dennis og to andre kolleger stillede sig imellem de unge fra klubben og de bevæbnede mænd. De viste stort overblik, bevarede roen og fik til sidst overtalt gruppen til at gå væk. Det var, ifølge politiet, takket være deres indsats, at episoden ikke eskalerede. Malene og Dennis modtog dusøren og fik takkebrevene med til deres to kolleger, der var med på dagen.
Anders Glintborg, 42 år fra Viborg
Anders er ambulanceredder og blev den 9. januar sammen med en kollega som de første kaldt ud til dét meget omtalte hus i Ulstrup, hvor der lå seks døde personer. To af dem var voksne og fire var børn. Man fandt senere ud af, at faren havde myrdet sine børn og sin kone og begik selvmord til sidst. Ifølge politiet handlede de to ambulancereddere utroligt professionelt og omsorgsfuldt. Blandt andet tog de sig af to meget oprørte kvinder, der var på stedet. Anders modtog også dusøren på sin kollegas vegne.