Lodsejere skal betale kystsikring
Campingplads på Anholt må til lommerne, hvis kysten skal sikres. Det slår transportministeren fast.
Det bliver sandsynligvis de lokale lodsejere, der skal betale for en kommende kystsikring ved Nordstrandvej på Anholt.
I de senere år er kysten rykket nærmere - blandt andet ved den lokale campingplads.
Der har været tvivl om, hvem der skal betale for sikre kysten. Men nu slår transportminister Lars Barfoed (K) fast, at regningen ender hos campingpladsen og andre lokale lodsejere.
- Det er altså ejerne af de ejendomme, der opnår beskyttelse ved et anlæg, der skal ansøge Kystdirektoratet om tilladelse til at foretage kystbeskyttelse, foretage kystbeskyttelsesforanstaltningerne og afholde udgifterne ved etablering, drift og vedligeholdelse, skriver ministeren i et svar til SF's Jonas Dahl.
Du kan se et tidligere tv-indslag om sagen ved at klikke i boksen ovenfor til højre. Indslaget blev bragt på TV 2 | ØSTJYLLAND 1. august sidste år.