Leon A. har ikke skrevet under
Den tidligere AGF-spiller Leon Andreasen benægter, at han har skrevet under på den lejeaftale med Mainz.
Eks-AGF'eren Leon Andreasen benægtede tirsdag aften, at han skulle have skrevet under på en halvtårig lejeaftale med bundproppen i den tyske bundesliga, Mainz.
Udmeldingen kommer, efter at klubbens manager, Christian Heidel, tidligere på dagen over for det tyske nyhedsbureau dpa havde bekræftet lejeaftalen.
- Jeg har ikke skrevet under på noget endnu. Jeg tager først ned og ser på sagerne i morgen og har en klar forventning om, hvad der kommer til at ske. Så længe jeg ikke har skrevet under på noget, så skal jeg naturligvis passe på med, hvad jeg siger, lyder meldingen fra den 23-årige forsvarsspiller.
Leon Andreasen har igennem længere tid haft svært ved at tilspille sig en plads hos Werder Bremen, hvor han har siddet mest på bænken siden skiftet fra AGF i 2005. /ritzau/