Lejere kan miste millioner
36.000 lejere kan risikere at blive snydt for masser af penge, når varmesagen engang afsluttes.
De 36.000 lejere i Århus må håbe på, at deres udlejer har moralen i orden, hvis de skal ende med at få varmepenge til at lune i privatøkonomien.
Hvis sagen ender, som kommunen ønsker, og fjernvarmeformuen bliver udbetalt til forbrugerne på en check, er det nemlig udlejeren, der får pengene, og han skal selv sende dem videre til lejeren.
Det skriver Nyhedsavisen.
Århus Lejerforening er "dybt foruroliget" over den udsigt.
- Jeg er sikker på, at over halvdelen af pengene ikke vil blive sendt videre. Nogle udlejere er reelle nok, men vi har lige så mange banditter, og det er da helt oplagt, at de vil beholde disse penge. Det her tegner til at blive danmarkshistoriens største tyveri, siger forretningsfører Preben Meiniche.
En gennemsnitlig husstand skal have cirka 6.000 kroner tilbage, fordi de har betalt for meget i fjernvarme. Da et lejemål typisk bruger mindre varme, vil tallet for lejerne ifølge Preben Meiniche være 4-5.000 kroner. Det betyder, at de private lejere har over 140 millioner kroner til gode.