Ledigheden falder fortsat i Østjylland
I samtlige østjyske kommuner er ledigheden faldet det seneste år
Siden september sidste år er ledigheden i Østjylland faldet 6,8 procent, hvilket svarer til, at der 1.153 færre ledige i de østjyske kommuner.
- Det er meget positivt, at stadigt flere kommer i job, og at ledigheden falder. RAR Østjylland har fokus på, at beskæftigelsessystemet kan hjælpe virksomhederne bedst muligt med at skaffe den rette arbejdskraft. Det er derfor vigtigt at kende virksomhedernes behov for at undgå flaskehalse, siger Viggo Thinggaard, der er formand for RAR Østjylland, i en pressemeddelelse.
Ledigheden er faldet i samtlige kommuner i Østjylland det seneste år.
Mentorordning skal hive unge i Aarhus ud af ledighed
Procentvis faldt ledigheden mest i Norddjurs og i Syddjurs med henholdsvis 16,7 procent og 13,3 procent.
Skanderborg Kommune har det laveste ledighedsniveau på 2,4 procent, mens Aarhus har det højeste på 4,6 procent.
Antallet af fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere er fra juli 2014 til juli 2015 steget med 2.226 i job. Det svarer til en vækst på 0,7 procent. Der er flest lønmodtagere i Aarhus Kommune, der er kommet i arbejde.
De fleste østjyske kommuner oplever, at flere kommer i beskæftigelse, men i Favrskov, Norddjurs og Silkeborg er beskæftigelsen faldet.
Fordelt på alder ses den største ledighed både for mænd og kvinder i aldersgruppen 25-29 år med en ledighed på henholdsvis 6,7 procent og 9,3 procent.