Leder efter spor i affaldscontainere
Politiet leder efter spor i containere fra området omkring den forsvundne Lisbet Nielsens hjem i Risskov.
I bestræbelserne på at spor i sagen om den forsvundne Lisbet Nielsen gennemser Østjyllands Politi tirsdag formiddag en række affaldscontainere.
Affaldscontainerne er indsamlet i området omkring Lisbet Nielsens bopæl på Engholms Allé i Risskov efter hendes forsvinden. Containerne er siden kørt til et sikret lokale hos affaldsselskabet Affald & Varme på Bautavej i den vestlige del af byen.
Iført beskyttelsesdragter, handsker og masker er ansatte fra Beredskabsstyrelsen sat til at gennemse de i alt 37 containerne. Det oplyser TV 2 | ØSTJYLLAND's reporter på stedet, Ulrik Thomas Lyager.
Lisbet Nielsen er sidst set fredag den 23. oktober ved 19-tiden om aftenen. Hendes kæreste, Bjarne Østergaard Madsen, er siden blevet fængslet i sagen, men begik lørdag selvmord i sin celle i Århus Arrest.
Ud over at gennemse affaldscontainerne fra Lisbet Nielsens lokalområde, sender politiet tirsdag en helikopter i luften for at lede efter den 46-årige kvinde.
Flere vidner mener uafhængigt af hinanden at have ser Bjarne Østergaard Madsens grå Audi A4 forskellige steder på Djursland i dagene efter det formodede drab af Lisbet Nielsen.
Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.