Lavtuddannede spiser mest usundt
Hvor sundt, østjyderne spiser, afspejler sig i høj grad i deres uddannelsesniveau. Her er der flest med usunde kostvaner blandt de lavtuddannede.
Mindre sukker, mere fisk og mange grøntsager. Sådan lyder et par af de officielle kostråd.
Men selvom rådene er klare, er det ikke alle, der følger dem nøje.
Ifølge tal fra Region Midt hænger det sammen med, hvor lang en skolegang man har bag sig.
Læs også
Tallene viser, at folk med et lavere uddannelsesniveau har mere usunde kostvaner sammenlignet med den del af befolkningen, der har et højere uddannelsesniveau.
- Vi ser en stor sammenhæng mellem uddannelsesniveau og kostmønstre. Det er ret markant, siger programleder og seniorforsker for befolkningsundersøgelser i Region Midt, Finn Breinholt Larsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Blandt de lavtuddannede har 23 procent usunde kostvaner, hvor det kun er gældende for syv procent blandt de højtuddannede.
Forskel på kommunerne
Hvis man ligeledes sammenligner de østjyske kommuner, er der også her stor forskel på, hvor sunde eller usunde kostvaner østjyderne har.
Ifølge Finn Breinholt Larsen, der har forsket i social ulighed inden for sundhed, spiller borgernes uddannelsesniveau igen ind her.
- Det mest sandsynlige er, at det er uddannelsessammensætningen, der er afgørende. Folk er ofte i tvivl om, hvad det vil sige at spise sundt, hvor folk med en boglig uddannelse nok har bedre forudsætninger.
Læs også
Og netop den tvivl oplever diætisten Anne Ravn også blandt sine patienter i en tid, hvor man ikke kun skal forholde sig til kostpyramiden, men også de mange sundhedstips, der findes alle vegne.
- Jeg oplever, at mange komplicerer dét at spise sundt. Det er blevet en jungle for mange at finde rundt i, og man bliver vældig forvirret.
Østjydernes kostvaner
Andel med et usundt kostmønster i kommunerne:
Horsens - 17 pct.
Randers - 17 pct.
Norddjurs - 17. pct.
Silkeborg - 15 pct.
Odder - 13 pct.
Samsø - 13 pct.
Favrskov - 13. pct.
Skanderborg - 12 pct.
Aarhus - 10 pct.
Kilde: DEFACTUM, Region Midt, 2017
Tallene viser, at sammenlignet med hele Region Midtjylland er der væsentlig flere med usunde kostvaner blandt borgerne i kommunerne: Horsens, Randers og Norddjurs. Omvendt er andelen væsentlig mindre i Skanderborg og Aarhus kommune.
10 dage uden sukker
En af de østjyder, hvis kostvaner heller ikke er blandt de sundeste, er TV2 ØSTJYLLANDs journalist Michael Olesen.
Læs også
Med et årligt forbrug på 100 kilo slik og en liter sodavand hver eneste dag er han en del af de fire ud af 10 voksne, der får for meget sukker ifølge tal fra Fødevarestyrelsen.
Derfor har han nu valgt at ændre kurs ved at gennemføre 10 dage helt uden sukker. Hvordan det går ham, kan du se meget mere om her.
Du kan følge Michael Olesens sukkerprojekt her: