Lastbil væltede med 30 tons kartofler

En lastbil med kartofler kørte med for høj fart, da den søndag aften væltede på Djurslands-motorvejen nord for Århus.

Lastbilen læsset med 30 tons kartofler kørte ifølge Østjyllands Politi ind i et sving med for høj fart.

Resultatet blev, at bilen væltede og lagde sig på siden. Ulykken fandt sted i nærheden af det sted, hvor Djurslands-motorvejen og Motorvej E45 mødes ved Søften.

Chaufføren slap med overfladiske skrammer.