Lastbil ramte cyklist og kørte videre
En 16-årig pige væltede på cykel, da en lastbil ramte hendes cykelstyr
En 16-årig pige blev mandag ramt af en lastbil, som efterfølgende kørte sin vej.
Pigen kom cyklende ad cykelstien på Ormslevvej i Viby i østlig retning:
- Hun kommer cyklende på cykelstien, som er markeret med rød asfalt, som typisk ikke har nogen niveauforskel i forhold til vejen, siger politiassistent ved Østjyllands Politi Marianne Morgen.
Her blev hun påkørt af en lastbil omkring klokken 10 om formiddagen:
- Der er en lille lastbil, som overhaler hende og så begynder at slingre og bagenden af lastbilen rammer hendes cykelstyr, og hun vælter så og slår den ene håndflade og en albue, fortæller Marianne Morgen.
Fortsatte uden at give sig til kende
Lastbilen fortsatte derefter fra stedet uden at stoppe op:
- Det ser ud til, at han bremser kort om, men så kører han videre. Det er selvfølgelig rigtig ubehageligt for hende at blive ramt, og at han så ikke stopper op, siger politiassistenten.
Den 16-årige pige beskriver lastbilen som en lille åbenladet lastbil med brune sider, og som ikke havde noget registreringsnummer bag på.
Østjyllands Politi efterlyser vidner, der har set episoden ske og kan hjælpe med at finde frem til føreren af lastbilen.
Derudover opfordrer politiet også manden til selv at stå frem:
- Vi opfordrer ham selvfølgelig til at henvende sig til os, så vi kan få snakket om det her, lyder det fra Marianne Morgen.
Har du oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på telfonnummer: 114.