Larsen er god for 20 milliarder

Lars Larsen er rigere end forventet. Hans kæde af Jysk-butikker har en værdi på om imod 20 milliarder kroner.

Dynekongen Lars Larsen er endnu rigere end forventet - også af ham selv.

Ifølge dagbladet Børsen er værdien for Jysk et sted mellem 15 og 20 milliarder kroner. Det anslår Ernst & Youngs corporate finance-afdeling i en ny beregning.

Eksperter betegner nu Jysk som en oplagt kandidat på Fondsbørsen eller i et virksomhedssalg. Der er dog et 'men':

- Nej, tak. Vi vil hellere købe andre end selv blive købt, siger Lars Larsen og afviser selv en delvis kapitaltilførsel, der kunne have tilført milliarder i kassen.

- Jeg har de palæer, jeg skal have,« siger dynekongen, der privat bor ned til en sø i Silkeborg tæt på sin søn, Jacob Brunsborg, der har udsigt til at arve majoriteten i Jysk og dermed hovedparten af de mange milliarder, skriver Børsen.