Landbrugsformand går frustreret over skandaler
Frede Lundgaard Madsen fra Gjern har forladt sin post som formand for Åbent Landbrug Østjylland. Han er frustreret og mener, at erhvervet mangler vilje til at løse åbenlyse dyrevelfærdsproblemer.
Striben af skandalesager i dansk landbrug og ikke mindst erhvervets håndtering af dem får nu formanden for Åbent Landbrug Østjylland, Frede Lundgaard Madsen fra Gjern, til at trække sig helt ud af arbejdet med at forbedre landbrugets image. Det skriver Midtjyllands Avis.
Avisen fortæller, at den seneste tids afsløringer på tv af grise, der indleveres på slagterierne med smertefulde skuldersår, og svin, der drukner i deres eget møg under lange dyretransporter, har rystet Frede Lundgaard Madsen lige så meget som de fleste andre.
Og derfor vil han ikke være med mere.