Lån en hiv-smittet
Menneskebiblioteket udlåner mennesker, blandt andet en hiv-smittet, en lesbisk og en handicappet. Vi talte med nogle af dem.
Lån et menneske, står der på plakaten, som en ung mand bærer rundt på.
Og det er der mange, der gerne vil.
Hele dagen har teltet, der er sat op af Dansk Ungdoms Fællesråd, været fyldt af menneske-lånere.
Meningen er at nedbryde folks fordomme overfor folk, der fremstår anderledes end den gennemsnitlige borger.
Hiv-smittet
Tommy Christensen er hiv-smittet. Han er 44 år gammel og blev smittet af sin daværende mandlige kæreste i 2002.
For Tommy er det meget vigtigt at være med til at nedbryde fordomme, både om hans sygdom og hans seksualitet.
- Jeg sidder her i biblioteket på grund af min idealisme. Jeg tror på, at det kan gøre en forskel at oplyse, og i den sammenhæng er samtaler med folk det vigtigste, fortæller han.
Tommy har optrådt i medierne utallige gange, men at stille sig til rådighed i biblioteket har givet ham en helt speciel oplevelse.
- Det er noget helt andet at sidde i øjenhøjde med rigtige mennesker. Det er fatastisk, siger han.
Bevægelseshandicappet
Rie Rasmussen er 24 år gammel og er bevægelseshandicappet. Hun kan gå, men har en elektrisk knallert til at transportere sig rundt.
- Det er utroligt vigtigt, at folk får mulighed for at få stillet deres nysgerrighed, og jeg har ikke noget imod at snakke om mit handicap, forklarer hun på spørgsmålet om, hvorfor hun under festivalen kan lånes som menneske.
Nogle af de fordomme, hun oftest møder i hverdagen, er, at folk tror, at hun er ubegavet, fordi hun taler en anelse langsommere end andre, og at folk ikke tror, hun kan have en kæreste.
Rie læser jura i Odense og har haft kærester, selvom hun ikke har en nu.
Kørestols- og respratorbruger
Peter Mikkelsen er 25 år og sidder i kørestol med tilkoblet ilt til hans hals.
Han er en menneskelig bog, fordi han ønsker at nedbryde fire fordomme.
At det er synd for ham, at hans hjerne ikke fungerer ordentligt, at han ikke har et aktivt ungdomsliv og at han ikke har en seksualdrift.
- Alle fire påstande er myter, forsikrer Peter.
Han læser dansk og historie på Roskilde Universitets Center og bor på kollegium på Amager.
Ungdomshuset-aktivist
Kiwi er 16 år, og er aktivist for Ungdomshuset, som blev jævnet med jorden under stor presseopmærksomhed med uroligheder til følge.
Hun vil gerne nedbryde fordommene mod, at ungdomsaktivister ikke gider at arbejde, at de ikke får en uddannelse og at de alle kaster med brosten.
- Men jeg er her også for at blive klogere på min egen aktivisme, da jeg hele tiden bliver klogere, når jeg hører, hvordan andre tænker omkring Ungdomshuset, fortæller hun.
Kiwi har netop afsluttet 1.g og vil til at tage enkeltfag på HF, og hun har aldrig kastet med brosten i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.
Lesbisk
Anne Brunk er 32 år gammel og lesbisk.
For Anne er det anderledes at blive spurgt om private spørgsmål i biblioteksteltet end i hendes dagligdag.
- Hvis folk spørger til min seksualitet andre steder, kan det virke grænseoverskridende. Men her er det helt i orden, at folk spørger direkte.
Og det gør folk. Anne svarer oftest på spørgsmålet "mangler der ikke noget i jeres sexliv", og har endnu ikke haft en samtale, hvor spørgsmålet "hvem, er så manden i forholdet" ikke er blevet stillet.
- Jeg finder ud af, hvad der foregår indeni folks hoveder, hvad de tænker om mig og min seksualitet, siger Anne og slår fast, at hele pointen med at være lesbisk er, at der netop ikke er en mand til stede.
Udover de nævnte er det også muligt at låne en flygtning, en landmand, en feminist, en københavner og en socialist.