Lån en fordom!
Når Hovedbiblioteket i Århus idag åbner et nyt mødested - "Torvet", er det muligt at leje en fordom.
Klokken 14.30 idag åbner Rådmand Flemming Knudsen Hovedbibliotekets nye mødested: Torvet. Torvet optager det næste halve år bibliotekets forhal. Her kan på åbningsdagen kan man leje en fordom et kvarter. En bøsse, en kvindelig muslim, en ekstrablads-journalist, en indremissionsk præst og mange flere har stillet sig til rådighed, så der er rig mulighed for at få udfordret sine fordomme.
Torvet er blevet til i et samarbejde med arkitekterne og rumdesignerne Futastic Structures og interaktionsdesigner Signe Klejs, som har skabt en hypermoderne ramme om et gammelt tema. Torvet er for alle - en demokratisk institution. Torvet er et mødested, et sted hvor man giver sin mening til kende, f.eks. i den daglige voxpop eller ved at skrive en digital besked på Torvets interaktive himmel.
Det er også på Torvet, at man samles om et spil gulvskak eller digital golf. Alle sejl er sat til i et rum, der underholder og udfordrer og ikke mindst inviterer til samtale og dialog. Torvet bliver fyldt med begivenheder.