Læge beskyldt for sløseri
En edb-fejl var årsag til, at det ikke i tide blev opdaget, at en ung østjyde havde kræft. Den 24-årige mand døde tidligere på måneden.
Peter Rebsdorf fra Grenaa er bitter på det danske sundhedsvæsen, efter at han for tre uger siden mistede sin kun 24-årige søn, Morten.
I 2003 opsøgte Morten Rebsdorf en århusiansk læge for at få fjernet et modermærke på ryggen. Modermærket blev efterfølgende sendt til undersøgelse for kræft, men da Morten Rebsdorf ikke hørte mere fra lægen, gik han ud fra, at alt var i den skønneste orden.
Først mere end to år senere viste det sig, at det langt fra var tilfældet. Morten Rebsdorf fik i december sidste år besked på, at han straks skulle indlægges på grund af risiko for kræft. I første omgang fandt lægerne ingen ondartede svulster, men da Morten Rebsdorf i løbet af sommeren pludselig bliver syg, bliver der konstateret kræft i både lever og lunger. Få måneder senere - 6. oktober i år - dør han.
TV 2 | ØSTJYLLAND har talt med den læge, der for tre år siden fjernede modermærket fra Morten Rebsdorfs ryg. Lægen erkender, at kræftknuderne burde være opdaget allerede i 2003, men på grund af en EDB-fejl skete det aldrig.
Morten Rebsdorfs far, Peter Rebsdorf, har indbragt sagen for Patient- klagenævnet, og både han og lægen, der fjernede modermærket, venter nu på nævnets afgørelse.