Kvinde blev fulgt af overfaldsmand
Politiet efterlyser vidner til voldtægtsforsøg i Randers nytårsnat. I alt tre randrusianske kvinder er blevet overfaldet på få uger.
Tilsyneladende fulgte en karseklippet mand efter en 21-årig kvinde i Randers, inden han overfaldt hende nytårsnat. Derfor efterlyser politiet nu vidner, der eventuelt så manden gå efter det senere offer.
Ved hjælp af skrig, slag og spark undgik kvinden at blive voldtaget i Grønnegade cirka klokken 02.35. Folk kom ud fra husene, og det fik manden til at stikke af.
Kvinden gik alene hjem fra værtshuskvarteret i Storegade, og politiet mener, at manden muligvis fulgte efter kvinden over en længere strækning.
Han har kort, mørkt karseklippet hår og var iført en lang, mørk jakke samt mørke bukser og mørke sko. Endvidere beskrives han som cirka 180 centimeter høj og almindelig til spinkel af bygning.
Umiddelbart tror politiet ikke, at den seneste sag kan kædes sammen med to andre voldtægtsforsøg i Randers i december. /ritzau/