Kvæstet efter at være kørt over for rødt

En 23-årig mand sad fastklemt efter at have torpederet en bybus i det nordlige Århus.

En ung mand blev torsdag aften kvæstet, da en bus fra Århus Sporveje og en større personbil på gule plader kolliderede i krydset mellem Vejlby Ringvej og Bryggervej i den nordlige del af byen.

Personbilen blev ved sammenstødet kastet rundt på siden, og den tilskadekomne 23-årige mand blev fastklemt.

Bussen var på vej i garage, og der var derfor ingen passagerer ombord.

Den 23-årige er indlagt på traumecentret på Århus Sygehus og ifølge politiet er hans tilstand kritisk.