Kulden gav en travl morgen
Mange assitancer til biler med flade batterier
Isnende kuldegrader har været hård kost for mange bilmotorer, og derfor har både Dansk Autohjælp og Falck haft travlt med at hjælpe østjyderne med at få bilerne startet her til morgen. Det fortæller DR Østjylland.
- Vi har ikke haft så travlt siden den 22. december 2010, hvor hele Danmark stod i et i sne.
Sådan lyder det fra vagtcentralleder ved Dansk Autohjælp, Ellen Trolle. Hun fortæller at 73 østjyder har fået starthjælp på en meget travl morgen:
- Det har været meget hektisk, selvom vi var forberedte.
Falck havde 424 assistancer
Samme toner lyder fra Falck, hvor vagtcentralleder, Thomas Dietz fortæller om 424 assistancer med starthjælp til østjyderne:
- Hvis bilen har stået hele weekenden uden at være brugt, så kan det give problemer. Det kan vi tydeligt se.
Problemet med frosne motorer har også ramt dem, som plejer at gå fri:
- De siger, når de ringer, at de plejer at grine af andre med den slags problemer, men nu må de selv på værksted for at finde ud af, om batteriet trænger til at blive skiftet, siger Ellen Trolle fra Dansk Autohjælp.