Kritiserer ny narkopolitik

Århus-lektor Anette Storgaard uenig i regeringens nye hårde kurs over for stofmisbrugere.

Den århusianske lektor i strafferet, Anette Storgaard, kritiserer regeringens nye linie over for narkomaner. Regeringen mener, at stofmisbrugere ikke længere skal slippe med en advarsel, når politiet afslører dem med narkotika til eget forbrug. Fremover skal det mindst koste en bøde.

Men virkningen kan blive, at narkomaner stresses endnu mere, og at politiet får mere administrativt bøvl, vurderer Anette Storgaard, der er lektor på Aarhus Universitet. I flere rapporter har hun beskæftiget sig med forholdene for stofmisbrugere:

- Jeg tror, at man vil indtage stoffet hurtigere for at undgå en bøde, og det kan dermed have nogle hygiejne- og smittemæssige konsekvenser. Det vil formentlig øge utrygheden omkring indtagelsen, siger hun. /ritzau/