Kritik af poker-turnering i Odder
Center For Ludomani kritiserer Odder Kommune for at stå bag Las Vegas-arrangement.
Folk med indædt spillelyst skal holde sig væk fra Odder i Østjylland i weekenden 8. til 9. juni næste år. Det mener eksperter i ludomani. Baggrunden er, at Odder for et par dage bliver omdannet til et østjysk Las Vegas med tilbud til alle, der kan spille lige fra ludo, skak, dart til black jack eller poker.
Odder bliver nemlig hjemsted for den første såkaldte spillefestival, og på mundret jysk har eventen fået navnet 'An Odder Las Vegas'. 12 brudepar skal f.eks. dyste om en rejse til den amerikanske spilleby. Lederen af Center For Ludomani, Michael Bay Jørsel, kan dog ikke se det sjove i arrangementet.
- Det hører ingen steder hjemme, at en kommune står i spidsen for et arrangement, der signalerer spil i alle afskygninger. Godt nok siger man, at der ikke kan vindes penge, men jeg er bekymret ved at forudse, at børn skal tigge penge til en is af deres forældre, mens de sidder ved et pokerbord, siger Michael Bay Jørsel til Ritzau.
Kommunen har afsat 400.000 kroner til spillefestivalen, og den anden halvdel af budgettet dækkes af sponsorater fra det lokale erhvervsliv, foreninger m.v. Det er byens foreninger, der skal drage nytte af festivalens overskud.
- Vi støtter arrangementet, fordi det er unikt og kan sætte Odder på landkortet. Vi håber med tiden, at festivalen kan vokse sig stor og gøre Odder endnu mere kendt, siger borgmester Niels-Ulrik Bugge (V). /ritzau/