Kritik af hemmelige byrådsmøder
Byrådet i Ebeltoft beskyldes for hemmelighedskræmmeri i forbindelse med statens køb af Mols-Liniens havn i Ebeltoft. Borgmesteren afviser kritikken.
Ebeltoft Byråd kritiseres for at holde hemmelige møder om statens køb af Mols-Liniens havn i Ebeltoft. Offentligheden skal normalt orienteres om byrådsmøder, men Ebeltofts borgmester afviser kritikken.
To møder om statens overtagelse af Mols-Liniens havn har ifølge Ebeltoft Folketidende været så hemmelige, at ingen blev oplyst om, at møderne fandt sted.
Det er ifølge forvaltningsekspert Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole en klokkeklar overtrædelse af kommunernes styrelseslov.
- Et byråd må ikke holde hemmelige møder. Offentligheden skal orienteres forud for møderne og det gælder både ordinære møder og så vidt muligt også ekstraordinære møder. Og med den moderne teknik, så er det jo muligt at oplyse forud - også om ekstraordinære møder, og det skal man gøre, siger Oluf Jørgensen til DR Østjylland.
Ebeltofts borgmester, Jørgen Brøgger, fra Borgerlisten, bekræfter over for Ritzau, at der har været holdt en række møder, men han kalder dem for "lukkede" og ikke "hemmelige". Han erkender dog, at offentligheden ikke blev informeret om møderne.
- Det var fordi, de blev indkaldt med dags varsel. Så enkelt er det, siger Jørgen Brøgger. Han afviser at have overtrådt styrelsesloven og mener derimod, at byrådet havde været på kant med loven, hvis man havde udtalt sig om mødernes indhold.
- Når der er sager, der vedrører børsnoterede aktieselskaber, så må man ikke oplyse noget, der kan påvirke aktiekurserne. Så gør man sig strafansvarlig, siger Ebeltofts borgmester.
Staten har indvilget i at købe Mols-Liniens havne i Odden og Ebeltoft som led i den politiske aftale om prisnedsættelsen på Storebæltsforbindelsen.