Krise: Fona lukker 25 butikker - tre af dem er i Østjylland
300 medarbejdere står til at miste deres arbejde
Fona må skære gevaldigt for at overleve. Det viser den plan, der er lagt for at trække selskabet ud af den betalingsstandsning, der blev indledt i begyndelsen af februar.
Det skriver de advokater, der står for selskabets rekonstruktion, i en pressemeddelelse.
I alt skal 25 ud af 56 butikker lukke. Samtidig bliver 300 af de 975 ansatte i Fona opsagt. Lukningerne vil blandt andet berøre tre butikker i Østjylland. Det drejer sig om butikkerne på Strøget i Aarhus, City Vest i Aarhus og Horsens.
Kiwi lukker tre butikker i Østjylland
- Planen indebærer, at der sker en tilpasning af virksomhedens størrelse igennem lukning af butikker og dermed opsigelse af en række medarbejdere, skriver advokaterne, der arbejder for at genoprette Fona, i meddelelsen.
Nye ejere på banen
Som led i planen skal Fona samtidig sælges. Advokaterne fortalte torsdag, at man er i forhandlinger med flere interesserede købere.
- Forhandlingerne om et salg af denne reducerede enhed pågår. Vi forventer at have en afklaring inden for de næste fire uger.
- Vi vil, så længe forhandlingerne pågår, ikke kommentere på forventningerne til udfaldet heraf, skriver advokaterne.
Auktionshus gør klar til stort konkurssalg fra Stereo Studio
Fona gik 1. februar i betalingsstandsning, da selskabet var løbet tør for penge. Det skete oven på en julesæson, der var gået markant værre end forventet. Samt en intens priskrig med nye aktører i markedet som Power og Elgiganten.
- Det gør mig meget ondt, at virkeligheden for Fona ser ud, som den gør, da medarbejderne er uden skyld i den situation, vi er havnet i, skrev Michael Kjær, administrerede direktør i F Group A/S, som ejer Fona, i en pressemeddelelse på det tidspunkt.
Med betalingsstandsningen skulle en kurator lave en plan for selskabets overlevelse og forhandle med kreditorer. Den plan blev godkendt torsdag i skifteretten, og butikslukningerne er en del af den.