Kraftig brand i rækkehus
Ilden havde fredag formiddag godt fat i et rækkehus i det vestlige Århus, da brandvæsnet nåede frem.
Da Århus Brandvæsen fredag formiddag rykkede ud til Sandkåsvej i det vestlige Århus, væltede røgen ud alle steder fra et ende-rækkehus.
Røgen havde ifølge indsatslederen bredt sig i tagrummet, og ilden havde fået godt fat i taget på det 70 kvadratmeter store hus.
Heldigvis var rækkehuset, der er en beskyttet bolig, ubeboet i denne tid, hvor man er i gang med en renovering. Derfor blev der også sendt røgdykkere ind i huset for at tjekke, at samtlige håndværkere havde forladt huset.
Der blev desuden sendt røgdykkere op på taget. De bankede hul i tagkonstruktionen for at undgå, at branden kunne sprede sig.
Efter mindre end en time på stedet var alt under kontrol, og brandvæsnet kunne forlade stedet.
Præcis hvordan branden er opstået, vides ikke endnu, men indsatslederen vurderer, at den kan være opstået i køkkenet.
- Så vidt jeg kunne se, var komfuret ikke slukket, så man kan have lagt noget på det, som så er antændt, lyder vurderingen.