Kræver ændring af klagesystem

Formanden for Folketingets retsudvalg, Anne Baastrup (SF), kræver ændring i politi-klagesystem efter Tilst-sag.

Efter statsadvokatens frifindelse af de to politibetjente, der for halvandet år siden skød og dræbte to mænd i Tilst, kræver formanden for Folketingets retsudvalg, Anne Baastrup (SF), at klagesystemet laves om. Det skriver metroXpress i dag.

- Det er uheldigt for betjentene, at de kun får en halv frikendelse. Vi kan ikke leve med det slør over afgørelsen, siger Anne Baastrup til metroXpress. Hun finder det meget problematisk, at statsadvokaten kan tilsidesætte politiklagenævnets anbefaling om, at betjentene skal for retten.

- Det skal være sådan, at hvis politiklagenævnet mener, at der skal rejses en sag, så skal det også ske, understreger Anne Baastrup.