Kontorchef får bøde

En tidligere kontorchef og leder af bygningskontoret i Århus Amt slipper for retssag ved at betale en bøde på 10.000 kroner for alvorligt rod i regnskaber.

En tidligere kontorchef i Århus Amt har accepteret en bøde på 10.000 kroner for rod i det nu lukkede bygnings- og energikontor i amtet, oplyser politiet til Ritzau. Dermed slutter kontorchefens sag om fiktive regninger, der lagde et slør ud over et meget stort underskud på kontorets drift i 2000-2002. Underskuddet på mange millioner kroner var det dobbelte af det forventede, viste interne undersøgelser. Sagen har også ført til, at amtet skiftede revisionsfirma. Amtets tidligere revisionsfirma, Kommunernes Revision, KR, spillede en uheldig rolle i sagen om regnskabsrodet, fordi det ikke gjorde opmærksom på det i tide. Amtet vil benytte revisionsfirmaet KPMG C. Jespersen fra regnskabsåret 2005. KR indgik et forlig med Århus Amt og betalte per kulance 2,5 mio. kr. tilbage til amtet. Ved at betale bøden slipper kontorchefen for en retssag. Han var sigtet efter straffelovens paragraf 155 om at misbruge sin stilling til at krænke det offentliges ret.