Kommuner sjusker med lovkrav
Syv østjyske kommuner har en yderst lemfældig omgang med at tildele førtidspension. Det viser ny rapport.
En ny rapport fra Statsforvaltningen i Midtjylland, viser at der i 73 ud af 80 undersøgte sager ikke er tilstrækkelige oplysninger til at afgøre, om en borger skal stemples som førtidspensionist.
-Med de oplysninger der ligger til grund for de her sager, er vi ikke sikre på, at vi ville have truffet samme beslutning som kommunerne, siger Steen Skibsted, specialkonsulent i Statsforvaltningen til metroXpress.
Det er især de lægefaglige vurderinger, den er gal med.
- Det er vigtigt med flere helbredsmæssige undersøgelser for at påpege, at der er rigtig mange arbejdsopgaver, som den pågældende borger ikke kan klare. Det har i flere sager været en mangel, siger Steen Skibsted.
De syv kommuner, der har været under lup, er Horsens, Skanderborg, Syddjurs, Odder, Favrskov, Samsø og Århus.