Kommune vil undersøge kakerlak-sag

Miljørådmand vil undersøge, om Århus Kommune burde have handlet hurtigere, da der blev fundet kakerlaker på restaurant.

Århus Kommune er fra flere sider blevet kritiseret for en passiv holdning i sagen om fundet af kakerlakker på Café og Restaurant Carlton, og det får nu den radikale miljørådmand Peter Thyssen til at reagere.

- Jeg kender ikke sagen i detaljer, men det står fast, at kommunen naturligvis skal reagere i den slags sager, siger han til gratisavisen 24timer.

Blandt andet skal det undersøges, om kontakten til Fødevareregion Nord, som er kontrolmyndighed, har været god nok. Fødevareregionen var allerede i slutningen af juli på kontrolbesøg på restaurationen. Ved den lejlighed blev der fundet flere lokaler og udstyr, som var mangelfuldt rengjort.

Den ottende oktober sidste år fandt Carltons overbo kakerlakker i sin lejlighed. Samme dag blev der ifølge avisen fundet kakerlakker i restauranten. Siden da har kommunen gentagne gange forsøgt at fjerne skadedyrene uden held.

Den 5. december tog kommunen dog til efterretning, at bekæmpelsen var afsluttet. Men allerede den 17. december fandt en overbo igen kakerlakker, og bekæmpelsen måtte genoptages.