Kommune stopper forsøgsordning
Skanderborg Kommune låser ikke demente beboere eller andre beboere inde, lyder det i en pressemeddelelse.
Det er intet unormalt i, at hoveddøren til et plejecenter låses sidst på aftenen af nattevagten på stedet, og at den låses op igen tidligt om morgenen.
Dørene kan åbnes og låses op inde fra.
Sådan skriver Skanderborg Kommune tirsdag i en pressemeddelelse efter, at TV 2 | ØSTJYLLAND mandag fortalte, at demente beboere på plejecentret Bøgehaven i Galten låses inde på stedet om natten.
Ifølge kommune har der kørt et forsøg med en natdækning, hvor nattevagten på Bøgehaven i Galten også er pålagt at løse opgaver hos borgere i nærområdet, altså uden for centret.
Forsøgsordningen stoppes dog nu.
Det sker ifølge Skanderborg Kommune efter dialog med plejecentret, embedslægeinstitutionen og det kommunale tilsyn i Skanderborg Kommune.