Køligere luft og lokale regnbyger erstatter den bagende sol
Den seneste tid har budt på mange dage med over 25 grader og høj solskin. Mandag bliver væsentlig anderledes
Vejret denne mandag vil helt sikkert få mange til at tænke, om det var den sommer, der nu er forbi. For første dag i ugen byder på kølig luft, skyer og risiko for lokale byger.
Det fortæller vejrvært på TV2 Vejret, Ellen Nybo.
- Fra morgenstunden af bliver der 13-14 grader, sporadisk solskin, men ellers primært overskyet, siger Ellen Nybo.
Ustadig uge i vente
Selvom flere af skyerne op af dagen opløses, så når temperaturerne formentlig aldrig op i nærheden af de seneste dages.
- Temperaturerne kommer op på 18-19, måske 20 grader. Det bliver væsentlig køligere end tidligere, det vil nok føles helt forfriskende, siger vejrværten.
Ud over de lavere temperaturer skal østjyderne berede sig på en frisk til hård vind fra vest, og generelt ser hele ugen mere ustadig ud end længe.