Ko nr. 976 stadig på skovtur
Undsluppen malkeko har i over to måneder været på fri klov i skovene ved Ry.
22. jul 2005, kl. 12:56
Mere end 30 dage gammel
Landmanden Ole Pedersen fra Hemstok ved Ry savner fortsat den sortbrogede malkeko, som pinsedag i maj forsvandt under dramatiske omstændigheder, da gårdens forårskåde køer efter en lang mørk vinter blev lukket ud på græs. Det skriver Midtjyllands Avis.
Den "gale" ko løb væk midt i den forvirring, der opstod, efter at den havde stanget og trampet på Ole Pedersens hustru. Hun fik nogle ordentlige knubs, men slap ellers med skrækken.
Koen, der er øremærket med nummer 976, blev sidst set af en jæger i Hemstok-skoven for tre uger siden. Adskillige forsøg på at fange den har ikke givet gevinst.