Klimakonference skudt i gang
Den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland var en af de første på talerstolen, da 'Beyond Kyoto' torsdag begyndte i Århus.
Flere end 1.000 forskere, politikere samt miljø- og erhvervsfolk samledes torsdag i Musikhuset i Århus, da klimakonferencen 'Beyond Kyoto' gik i gang.
Meningen er, at deltagerne i fællesskab skal komme frem til konkrete forslag til, hvad der kan gøre for at løse de globale klimaproblemer. Forslagene skal blandt andet gives videre til FN's klimamøde i København i december.
Byens borgere får også mulighed for at blande sig debatten - blandt andet ved at komme med forlag på udstillingen CO2030 i Ridehuset.
Én af dagens første talere var den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland, der i dag er udsending for FN i klima-spørgsmål.
- Hun (Gro Harlem Brundtland, red.) rettede en meget stærk appel på vegne af generelsekretæren om, at vi skal reducere vores udslip af klimagasser med mindst 50 procent inden 2050. Det skal ske ved mere energieffektivitet og nye energikilder. Og så understregede hun meget, meget stærkt, at vi er nødt til også at tænke bekæmpelse af fattigdom ind i det her spørgsmål, sagde folketingsmedlem og europaordfører for Socialdemokraterne, Svend Auken, efter talen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere om 'Beyond Kyoto' i TV 2 | ØSTJYLLAND's udsendelse torsdag aften klokken 19.30.
Læs mere om klimakonferencen på Aarhus Universitets side om Beyond Kyoto