Kioskrøver fik ekspresdom
36-årig kioskrøver bag tremmer mindre end et døgn efter at han blev anholdt.
28. aug 2003, kl. 15:11
Mere end 30 dage gammel
Retssystemet får ofte kritik, fordi det arbejder for langsomt. Det sker imidlertid næppe i en aktuel sag fra Århus.
Århus Politi anholdt i går en 36-årig mand, der var mistænkt for at have forsøgt at røve en kiosk på Østbanetorvet i Århus. Politiet fremstillede i formiddag manden i grundlovsforhør, og målet var at få ham varetægtsfængslet. Den 36-årige tilstod imidlertid røveriet uden forbehold, og da politiet var færdig med efterforskningen, var der ingen grund til at varetægtsfængsle ham.
Den 36-årige fik i stedet en dom på et års fængsel, og den er han allerede begyndt at afsone.