Kendt guldsmed fængslet for hæleri
Den århusianske guldsmed Preben Randløv, som er kendt for at lægge optagelser af røverier på nettet, er mistænkt for at aftage og sælge tyvekoster.
En landskendt guldsmed fra Århus er sat bag tremmer. Den 57-årige forretningsmand er varetægtsfængslet i fire uger i en af de største sager i Jylland nogensinde om organiseret tyveri og hæleri for millioner. Det skriver Århus Stiftstidende.
Guldsmeden med en eksklusiv forretning i centrum af Århus sigtes for at have aftaget og solgt stjålne designermøber, lamper og andre kostbarheder.
I den omfattende sag sidder blandt andre også en forretningsmand fra Haderslev fængslet sammen med to rockerspirer fra Hells Angels ungdomsafdeling AK81 i Århus.
Rockereleverne er sigtet for tyveri. Butiksindehaveren fra Haderslev er ligesom den århusianske guldsmed, Preben Randløv, mistænkt for systematisk hæleri. Ifølge politiet er hælervarerne solgt videre på blandt andet internet-auktioner.
Preben Randløv med forretningen Diamanten i Sct. Clemens Stræde i hjertet af Århus blev landskendt og mødte stor sympati, da han for et par år siden var tiltalt for at lægge en video fra et brutalt røveri i sin egen butik på nettet. En sag, hvor han først blev idømt en bøde og siden frikendt i Landsretten.
Varetægtsfængsling tirsdag i denne uge af guldsmeden fra Århus og forretningsindehaveren fra Haderslev er ligesom grundlovsforhørene mod de to fængslede AK81ere foregået for dobbelt lukkede døre ved Retten i Århus.
Derfor er sigtelsens omfang hemmelig, men Østjyllands Politi har i en meddelelse oplyst, at der er tale om stjålne varer for flere millioner kroner.
/Ritzau