Kendt debattør stiller op i Østjylland
Stifter og redaktør af den borgerlige netavis 180grader.dk Ole Birk Olesen bliver spidskandidat for Liberal Alliance i Østjylland.
Liberal Alliance har holdet klar til næste folketingsvalg. Først kom det frem, at den tidligere kuglestøder og vinder af Vild med dans, århusianske Joachim B. Olsen, er spidskandidat i Nordjylland.
Nu er der også sat navn på partiets spidskandidat i Østjylland. Det bliver Ole Birk Olesen, der er kendt som en ivrig politisk debattør, ligesom han har stiftet den borgerlige netavis 180grader.dk.
- Jeg stiller op for Liberal Alliance, fordi jeg her kan sige, hvad jeg mener: At pengene ligger bedst i borgernes lommer - ikke i statskassen. At vi skal have mere personlig frihed og mere personligt ansvar - ikke mindre. At politikerne skal blande sig mere udenom - ikke blande sig mere, skriver Ole Birk Olesen på sin hjemmeside.
Ole Birk Olesen er uddannet journalist og har tidligere arbejdet for Ekstra Bladet og Berlingske Tidende. Han er 37 år, gift og har to sønner. Han bor i Vanløse.