Karup Lufthavn vil kapre østjyske kunder

Karup Lufthavn skifter navn og vil kapre kunder i Østjylland

Karup Lufthavn, som Silkeborg Kommune er medejer af, skifter navn til Midtjyllands Lufthavn.

Det oplyser Karups lufthavnsdirektør Frans Bjørn-Thygesen til DR P4 Midt & Vest.

Det nye navn skal relancere lufthavnen. Den skal især lokke flere passagerer fra Østjylland til Karup.

H. C. Østerby (S), borgmester i Holstebro og formand for lufthavnen, begrunder beslutningen om at skifte navn:

- Nu var tiden moden til at slå en streg i sandet og en gang for alle få placeret vores glimrende lufthavn på landkortet. Og med det nye navn er jeg helt sikker på, at det vil bidrage til at kendskabsgraden vokser – især uden for Midtjylland. Det er i mine øjne rettidig udvikling, siger han i en pressemeddelelse.

Lufthavnen håber også, at flere forretningsrejsende fra København vælger den midtjyske lufthavn, når de skal til Jylland.

Lufthavnen udskrev i august en navnekonkurrence og fik over 15.000 forslag. Der blev valgt tre finalister blandt forslagene: Midtjyllands Lufthavn, Midtjysk Lufthavn og Central Jutland Airport.

Til slut vandt Midtjyllands Lufthavn.

Læs også Aarhus Lufthavn er reddet

1. november 1965 åbnede Karup Lufthavn med flyvninger til og fra København. 

Først fløj der én gang daglig med en Heron til 15 passagerer. Ruten blev straks en stor succes. Fra begyndelsen måtte lufthavnen kun bruges til indenrigsflyvning og militære fly havde fortrinsret.

Lufthavnens første terminal var Kølvrå Station, hvor passagererne blev kørt til. 1. april 1966 flyttede terminalen til en træbarak ved flyvestationens hovedindgang. 1968 flyttede terminalen til sin nuværende placering.