Karen Jespersen-effekt udeblev
Spidskandidaten for Venstre i Favrskov, socialminister Karen Jespersen, trak ikke flere stemmer til partiet.
Venstre i Favskov fik ikke flere stemmer end normalt ved gårsdagens folketingsvalg. Mange havde ellers vurderet, at spidskandidaten, Karen Jespersen, ville være en stemmemagnet.
Socialminister Karen Jespersen (V) skiftede tidligere på året parti fra Socialdemokraterne til Venstre, men i Favrskov kvitterede vælgerne altså ikke med flere stemmer end ved de forrige valg.
Ved gårsdagens folketingsvalg fik Venstre hver tredje stemme i Favrskov, og det er lige efter bogen, når man ser på tidligere resultater.
Hovedpersonen selv er tilfreds med valgresultaterne.
- Jeg har på ingen måde stillet i udsigt, at jeg personligt kunne en hel masse. Jeg har stillet op, fordi jeg utrolig gerne vil bakke op om Anders Fogh Rasmussens politik, for jeg mener, den er helt afgørende for, at Danmark kan klare sig godt, og vi kan holde sammen på Danmark. Og det er jo lykkes, og jeg oplever, at jeg har været med til at bidrage til det, og det er jeg meget, meget glad for, siger Karen Jespersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.