Karen J kritiserer Århus Kommune

Velfærdsministeren kritiserer nu Århus Kommune for håndteringen af en anbringelse af en 14-årig.

I et svar til Enhedslistens Per Clausen slår velfærdsminister Karen Jespersen nu fast, at det ikke er lovligt, hvis en kommune af prismæssige grunde vælger tilbud, som ikke tilgodeser barnets behov, når et barn skal anbringes på en institution.

Kritikken er direkte rettet mod Århus Kommune på grund af en sag om en 14-årig, som skulle anbringes på en institution. Trods gentagne nødråb fra forældrene til myndighederne, blev der ikke handlet.

Karen Jespersen hæfter sig dog ved, at Århus Kommune efterfølgende har erkendt, at det ikke var en korrekt beslutning fra socialforvaltningens side, at lade den 14-åriges familie stå med ansvaret for opsynet med drengen.

Århus Kommune vil derfor undersøge forløbet.