KaosPiloterne reddet - i et år
En ukendt bidragyder har reddet den århusianske uddannelse i foreløbig et år.
De århusianske KaosPiloter er reddet - foreløbig for et år. Det oplyser skolens rektor, Uffe Elbæk, til TV 2 / ØSTJYLLAND.
Ifølge Uffe Elbæk har uddannelsen modtaget et større beløb fra en bidragyder, men han vil endnu ikke afsløre, hvem der står bag den uventede julegave. I forbindelse med en pressekonference på onsdag vil KaosPiloterne dog løfte sløret for, hvem der har doneret beløbet.
Rektor Uffe Elbæk fortæller, at han sammen med uddannelsens bestyrelse allerede i januar vil undersøge, hvordan KaosPiloterne kan redde livet helt. Her vil de se på, om der er private investorer, der vil finansiere uddannelsen, eller om den eventuelt kan kobles sammen med en anden uddannelsesinstitution - f.eks. Handelshøjskolen. Endeligt kan det ifølge Elbæk komme på tale, at KaosPiloterne må flytte til et andet land, hvor Staten gerne vil betale for uddannelsen.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om KaosPiloterne i aftenens udsendelser.