Kaos hersker ved banegården
Med åbningen af Brunn's Galleri er antallet af parkerede cykler steget eksplosivt i banegårds-området.
Enhver cyklende århusianer ved, at skal man finde en plads til sit tohjulede køretøj i nærheden af banegården, så skal man helst ankomme i nattens mulm og mørke - for i dagtimerne hersker kaos.
Der er kamp om pladserne i cykelstativerne, og efter åbningen af Brunn's Galleri for to uger siden, er pladsen blevet endnu mere trang.
Blandt andet er byens taxa-chauffører kede af situationen, som ofte resulterer i ridser og buler i de ellers fine hyrevogne. Cyklerne er ofte smidt i store bunker, der vælter som vinden blæser.
Administrationschef Bo Steffensen fra Brunn's Galleri, udtaler til Danmarks Radio, at der rent faktisk er 700 cykelstativer på den anden side af galleriet. Han vil nu sørge for, at der bliver bedre skiltning på området.