Kano- og kajakcollege i Silkeborg
Kajak- og kanosporten kan nu kombineres med uddannelse i Silkeborg, hvor de første elever kan begynde senere på året.
Op til seks elever kan allerede fra august kombinere deres ambitioner inden for kano- og kajaksport med en almen uddannelse i Silkeborg.
Det er Silkeborg Kajakklub, der står bag det nye Silkeborg Kano og Kajak College, oplyser DR Østjylland.
- Vore nabolande har mange års forspring i at udvikle kano- og kajak-talenter til OL-deltagelse og OL-medaljer gennem deres sportsskoler og college-systemer. Nu har vi endeligt fået de samme muligheder i Danmark, siger Finn Pape, som er træner for det danske U23 landshold på kortbane.
Finn Pape bliver også træner for kano- og kajak-talenterne på Silkeborg Sports College, når de første elever tager plads på henholdsvis skolebank og i vandet fra august.