Kæmpemalle æder ænder
Gylper knogler og andefødder op
For to uger siden fik Aqua Akvarium og Dyrepark i Silkeborg overleveret en kæmpe stor malle, som en østjysk lystfisker havde fanget i en sø.
Den 33 kilo tunge fisk fandt sig hurtig til rette i de nye omgivelser i akvariet - måske lidt for godt endda.
Mallen har nemlig spist tre af parkens troldænder. Det fik i dag Aqua Akvarium og Dyrepark til at igangsætte en redningsaktion for at indfange ænderne i bassinet, så de ikke blev spist af den sultne kæmpemalle:
- Vi håbede på, at den ville tage nogle af de fisk, vi lagde ned til den, men desværre gik den på jagt efter dykænderne, siger zoolog Morten Vissing til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Personalet i Aqua Akvarium og Dyrepark opdagede, at mallen åd mere end bare fisk, da der begyndte at dukke knogler og andefødder op i bassinet:
- Det, som den ikke har kunne fordøje, har den så gylpet op igen. Det er derfor, der er fjer og knogler på bunden af søen, siger Morten Vissing.
Ifølge Morten Vissing var det i det hele taget meget uventet, at mallen begyndte at indtage føde efter bare to uger. Normalt kan det tage op til tre-fire måneder.
Mallen går i et bassin, hvor der i forvejen bor en anden malle, men den vejer kun 15 kilo og er derfor ikke stor nok til at æde ænder.
De resterende ænder er nu flyttet til en anden sø i parken for at få fred fra mallens mund.
Aqua Akvarium og Dyrepark satser nu på, at den kæmpe store malle kan blive mæt af fisk:
- Ellers har vi masser af vilde gråænder, som kommer ind i parken. Der sker absolut ikke noget ved, at den spiser dem, siger zoolog Morten Vissing.
Se et tv-indslag om dagens redningsaktion øverst i artiklen.