K: Spændende med ny lufthavn
De Konservative i Randers glæder sig over ny analyse om placeringen af en eventuel ny lufthavn i Østjylland
Mandag aften kom den længe ventet analyse om en ny mulig lufthavn i Østjylland.
Ifølge analysen, der er lavet af rådgivningsfirmaet Grontmij, bør lufthavnen placeres i Flensted ved Låsby, og alternativt skal den ligge på Thomasminde nord for Aarhus.
De Konservative i Randers synes, at analysen er spændende og håber, at der nu kan arbejdes konstruktivt videre med planerne, så Østjylland kan få en rentabel lufthavn.
Se: Lufthavn: Læs Analysen her
- Perspektiverne er store, hvis vi tænker E45, letbane og Danmarks 2. og 6. største by ind i tankerækken omkring sådan en ny lufthavn. En sådan lufthavn vil ligge lige i centrum af Danmarks næst med folkerige landsdel, og den vil hurtigt blive Jyllands mest attraktive lufthavn med kort køretid, uanset om du kommer fra Vejle i syd til Aalborg i nord eller fra Herning i vest til Grenaa i Øst, siger Daniel Madié (K), byrådsmedlem Randers Kommune, i en pressemeddelelse.
- Randers, Aarhus og Skanderborg med tilsammen cirka 500.000 indbyggere vil få uhyre kort afstand til lufthavnen, hvilket vil være til gavn for både erhvervslivet og privatpersoner.
Og partikollega Christian Hartmann, der er folketingskandidat i Randers, er enig.
Se: Fakta: Tirstrup fløjet agter ud
- Vi har i flere år kunnet konstatere, at lufthavnen ved Tirstrup ikke er rentabel. Det er ikke rimeligt, at skatteborgerne skal betale for en lufthavn, der ikke er økonomisk bæredygtig. Men vi har brug for en lufthavn i Østjylland, som er et vækstcenter i Danmark. Ellers risikerer vi, at erhvervslivet på sigt vælger Østjylland fra, siger Christian Hartmann.
Ifølge analysen vil det koste omkring to milliarder kroner at anlægge en ny østjysk lufthavn, som vil kunne står klar i 2025.