Jyske Bank strammer op
Jyske Bank med hovedsæde i Silkeborg har trukket bremsen hårdere end andre store banker under finanskrisen.
Den østjyske storbank er suverænt den bank, der har nedbragt lånene mest. Det fremgår af en sammenligning med andre større bankers udlånstal.
Jyske Banks store lånenedbringelse bliver oplevet negativt af flere personer, der via deres faglige virke har tæt kontakt til bankens kunder.
En af dem er direktør Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg, der rådgiver virksomheder og private i økonomiske forhold.
- De har været meget aggressive blandt de større banker. Jeg tror, at Jyske Bank er gået efter at sikre bankens interesser i første omgang og gjort alt for at sikre, at man kunne undgå bankpakke II, siger Kim Valentin til finans.tv2.dk.
Jyske Bank erkender, at banken har strammet op på visse områder, men det forklares primært med den økonomiske krise.