Jyske Bank får rekord-overskud

Jyske Bank med hovedsæde i Silkeborg kom ud af 2004 med et rekordoverskud på to milliarder kroner før skat.

2004 blev et nyt rekordår for Jyske Bank med hovedsæde i Silkeborg.

Med et overskud på lige over to milliarder kroner overgår banken resultatet fra 2003 med 200 millioner kroner. Og på bundlinjen kan banken indkassere en gevinst på over 1,4 milliarder kroner, hvilket er 150 millioner kroner bedre end året før, hvor Jyske Bank endda høstede en ekstraordinær gevinst på en halv milliard kroner for salget af Totalkredit.

Salget bidrager også til dette års rekordresultat, men kun med lidt over 200 millioner kroner efter skat. /ritzau/